Hverdagen i børnehaven.


Livet i børnehaven er bygget op ud fra en dag-, uge-, måneds-, og årsrytme.


Dagsrytmen:


Børnehaven åbner kl.7.00, på den ene stue. Kl.8.30 skal alle børn være mødt, da vores sangleg begynder. Den har vi en halv time hver dag. Sange og vers relaterer sig til årstiderne. Vi synger de samme sange en uge i træk, så børnene kan nå og forbinde sig med dem. 

Derefter er der fri leg eller aktiviteter.


Kl 11 spiser vi vores mad. Hver dag tilbereder vi et biodynamisk/økologisk vegetarisk måltid, som vi spiser sammen i en dejlig og rolig stemning. Børnene kender hurtigt dagen på duften af maden.


SÅ er der eventyr. Det har vi hver dag, hvor alle børn og tanter samles i vores hyggelige eventyrrum. Det samme eventyr fortælles en uge i træk. Også her er årets gang temaet i eventyrene.

Efter påske bliver der fortalt et særligt eventyr, for de børn der skal videre i børnehaveklasse efter sommerferien.


Sovebørnene puttes og sover fra kl. 12.00 til 13.30.


Eftermiddagsmad får vi fra kl. 14.00 til 14.30. Det er en hyggelig stund, hvor vi taler, synger eller fortæller historier, både børn og tanter. Derfor ser vi helst, at børnene ikke hentes i dette tidsrum.


Børnehaven lukker kl. 16.00.


Ugerytme.


I løbet af ugen har vi forskellige gøremål og aktiviteter, som skifter alt efter årstiden.

Vi tegner, maler med akvarel, går til stranden og har eurytmi.


Månedsrytme.


Vi mener det er lærerigt og sjælelig næring, når børnene oplever og sanser årstiderne.

Vi forholder os til både de hedenske, kristne og traditionelle årstidsfester.


Der er mange forskellige aktiviteter tilknyttet hver fest, men et af de vigtigste punkter er, hvordan vi skaber en stemning af det, der ligger til grund for netop den enkelte fest. En stemning der oser af glæde, højtidelighed og samhørighed.


Når den ene fest klinger af, er den næste på vej. Det giver genkendelighed og sammenhæng i årsløbet, som er med til at give børnene tryghed.


Fødselsdag:


Det er en stor dag for barnet at have fødselsdag. I børnehaven får barnet fortalt sit eget personlige eventyr. Barnet får en fin guldkrone og en fødselsdagskappe på. Under silketørklæderne på det smukke fødselsdagsbord ligger en lille gave.                                                                                                               Jo! fødselsdag er en ganske særlig dag.



Læs mere under Om Stjerneskuddet