Vuggestuen Lillestjernen

Vuggestuen danner rammen om 16 børn i alderen 0 til 3 år og de ansattes hverdag. Børnene er ligeligt fordelt på to stuer.


Vores åbningstid er 7.00 - 16.00.


Vores pædagogik bygger på Rudolf Steiners tanker og ideer om menneskets udvikling. Et af de væsentligste elementer, og måske det væsentligste, i arbejdet med de helt små børn, er viden om, at det at efterligne er det allervigtigste i den tidlige barndom. Med dets åbne sind aflæser barnet hele tiden omgivelserne og de mennesker, der er omkring det for at lære verden at kende. Efterligningen er helt ubevidst, da tanke- og følelseslivet endnu er umodent. Barnet tager verden til sig i tillid til, at verden er god. Det kan ikke skelne mellem ondt og godt. Derfor lægger vi som pædagoger stor vægt på at være nærværende og efterligningsværdige i handling og ord.

Efterligningen kan finde mange former. Det kan være, når den voksne fejer gulvet, laver mad, gør rent eller stryger, alt hvad er relevant for, at vores lille "hjem" kan fungere. I det hele taget når den voksne bevæger sig og udfører noget nyttigt med glæde, er det naturligt for barnet at efterligne - og dette afspejler sig i legen.

Et andet væsentligt element er, at dagen skal være enkel og let genkendelig for børnene. Den skal være bygget på rytme og gentagelser. Dette er trygheds skabende for børnene.

Det sidste væsentlige element er, at alt bliver gjort i en stemning af kærlig omsorg, da det lille barn er meget påvirkelig for de stemninger, der omgiver det.